Man kan stå i stærkt sollys og samtidig mærke et dybt savn. Den modsætning er et af de kendetegn, der gør Henrik Nordbrandts poesi så genkendelig. Landskaberne er konkrete, men oplevelsen af dem handler ofte om noget, der mangler: et menneske, en fortid eller et hjem, som ikke længere findes på samme måde.
Henrik Nordbrandt (1945–2023) debuterede med Digte i 1966. Han opholdt sig i mange år i lande omkring Middelhavet, blandt andet Grækenland og Tyrkiet. Rejser og fremmede byer blev ikke blot motiver i digtene. Afstanden til Danmark gav ham også et særligt blik på sproget, identiteten og forholdet mellem nærhed og fravær.
Samlinger som Opbrud og ankomster (1974), Glas (1976) og Ormene ved himlens port (1995) viser en lyriker, der kan skrive med billedmæssig klarhed og stor følelsesmæssig tvetydighed. Digtene kan være melankolske, men andre steder er de bidske og satiriske. Nordbrandt skrev også prosa og essays og modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 2000.
Nordbrandts styrke er evnen til at fastholde noget flygtigt uden at gøre det entydigt. Et sted bliver til en følelse, og følelsen ændrer stedet. Begynd med Glas eller et udvalg af digtene og læs dem langsomt: De klareste billeder har ofte den længste efterklang.